Påske 2020

Kære menighed

Det siges, at vi er i en krisetid. Mange mennesker er nedtrykket og går rundt med
bekymringer og angst. Dagligt hører vi og læser vi, at vi skal passe på os selv og på
andre. Skolerne er lukket, store dele af butikkerne er lukket, kirkerne er lukket,
grænserne er lukket og mange mennesker lukker sig selv ind i disse måneder, både
fysisk og psykisk. For at leve i konstant angst og utryghed er at være spærret ind i en
fængsel, lukke sig selv ind for at beskytte sig for det, der komme udefra.
Det er en helt naturlig vej og reaktion, som vi mennesker tager i en krisesituation!
Og den er hverken forkert eller til at fordømme.

Lige her i påskedagene får vi en fortælling om, hvordan mennesker for godt 2000 år
siden har reageret på præcise den samme måde i en krisesituation. Jesu disciple har
sat alt på spil, deres arbejde, deres familier, deres eget liv, for at tro på, at Jesus var
Guds Søn, den ventede messias, d.v.s. frelseren. Alt lod de bag sig for at følge med
ham. Og nu var han død! Korsfæstet. Hængt på et kors, pint til døden – og ingen Gud
fra himlen har grebet ind. Ingen engel er kommet, for at tage ham ned fra korset, ja
ikke engang han selv har gjort det mindste for at forsvare sig og undgå dette her. Han
blev lagt i et gravsted – og alt var ude!
Det var en kæmpestor krise for disciplene. Ikke på den fysiske måde
verdensomspændende eller globalt, men deres egen indre verden brød total sammen.
Ham, som de har sat deres håb på, var død. Gud var døv og stum og åbenbart ikke i
stand til at gøre noget imod det. Hvor var Gud i denne krise? Var der overhovedet en
Gud? Eller var det hele bare en drøm? Et fromt ønske? Men i virkeligheden en
illusion?
Disciplene gjorde, som vi også gør i dag i sådan en krisesituation: De trak sig tilbage,
lukke sig ind, var bange, bekymrede og fulde af angst. De lukkede dørene og gemte
sig selv væk. Livet var blevet farligt. Dem derude var farlige. De har dræbt Jesus. Vil
de ikke gøre det samme med hans disciple? Det var med god grund og meget
fornuftigt – sådan set – at lukke sig ind, være bange og bekymrede og gemme sig selv
væk fra de andre. Denne reaktion, denne vej var og er hverken forkert eller til at
fordømme.

MEN: Denne reaktion er kun EN reaktion ud af MANGE reaktionsmuligheder.

Disciplene stod i en krisesituation; det kunne de ikke ændre på. De kunne ikke lave
om på det, der var sket. Men de kunne lave om på deres egen reaktion på det, der var
sket.

Vi har som mennesker mange muligheder for at reagere på i en hvilken som helst
situation. Når nogen er uvenlig i mod dig, er du ikke nødt til at reagere på samme
måde og være uvenlig i mod ham eller hende. Du er ikke nødt til det! Du har altid
valgmuligheder. Tit vælger vi ubevidst og ud fra nogle instinktive mønster. Og først
efter vi har reageret og måske er blevet ked af, at vi nu også var uvenlig, som vi jo
egentlig ikke ville være, går det op for os, at der også var en anden vej.

Lad os sige, at nogen sårer dig med noget, den siger om dig.
– Du kan nu reagere på det ved hurtigt også at såre ham, d.v.s. du går til modangreb. –
– Eller du begynder at forsvare dig og forklare, hvorfor du er sådan, som du er.
– Du kan også prøve at sige det brat ud, at det her altså har såret dig og bede ham om,
at undskylde sig.
– Eller du kan trække dig tilbage, være ked af det, og fra nu af gider du ikke længere
at mødes med ham.
– Du kan også tænke: ‘Stakkels ham, at han har brug for at såre andre, for selv at føle
sig stort og vigtigt.’
– Eller du kan overveje, om der var noget sandt i det, han siger, siden du føler dig
såret af det. For hvis det var ren fantasi og pjat, ville det sandsynligvis jo ikke såre
dig virkelig. Sådan kan du blive i sidste ende taknemmelig for, at han gjorde dig
opmærksom på noget ved dig, som du ikke selv har set så klart før.

Reaktionsmulighederne er mange. Vi vælger dog tit ikke bevidst, men handler og
reagerer på en helt ubevidst måde. En måde, som tidligere i livet har vist sig, at være
rigtigt for os, og som vi nu bruger resten af livet i en lignende situation, selv om det
slet ikke længere en hensynsmæssigt.

Påskemorgen har Gud vist Jesu disciple – og os – at der også er en anden vej, en
anden mulighed at reagere på i en krisesituation. Gud har vist, at han hverken er døv
eller stum, at han hverken ikke er i stand til at gribe ind eller er helt ligeglad. Han har
vist, at man også kan se krisen fra en anden synsvinkel. Jo, Jesus var korsfæstet, var
dør, var begravet – men det betød ikke slutningen af hans sag! Det betød ikke at
disciplenes tro på ham var forkert eller forgæves. Det betød ikke, at døden i sidste
ende dog har det sidste ord. Set ud fra et større perspektiv var Jesu død en del af
frelsesplanen. For kun ved at Jesus døde, kunne Gud vække ham fra de døde. Kun
ved at gå igennem døden kunne han vise, at døden i sidste ende slet ikke har det
sidste ord, og at tro og håb slet ikke er forkert eller forgæves.
Spærret ind i deres krisesituation, lukket ind i sig selv og deres lille hus, kunne
disciplene ikke se det storartede ved det, der skete. De var bare bange og fulde af
bekymringer.
Først englen ved gravstedet, der sagde: ”Hvad leder I efter den levende blandt de
døde? Han er ikke her. Han er opstået!” åbnede blidt for dette nye syn på deres krise.
Korsfæstelsen var ikke et uheld, ikke en ende, men der var mening med det, en
mening, man ikke fanger, når man har lukket sig selv ind med angst og bekymringer.

Har vi mod på det i vore kriser, at lade os lukke op?
Har vi mod på at høre på englens budskab og tør vi tro på ham?
Tør vi åbne os selv for den tanke, at der er andre veje og andre reaktioner, end at
lukke sig selv ind med angst og bekymring?
Og måske tillade muligheden for at der er en støre mening med det, der sker omkring
os og med enhver af os selv?
Vi kan ikke ændre på situationen, som den er. Men vi kan åbne op for at der er
forskellige muligheder, vi kan reagere på i en krisesituation.

Situationen er, som den er;
men hvordan jeg har det med den, er en helt anden sag.

Lad mig afslutte og sige det med et helt praktisk eksempel, som jeg ikke ved, om det
er helt sandt eller mere et rygte:
For et stykke tid begyndte folk pludseligt at købe voldsomt ind og hamstre. Man ville
være forberedt på, at have det nødvendigste i huset, for at kunne klare en situation i
karantæne. Men hvad er det nødvendigste? Hvad har man brug for, når man er
spærret ind i huset i mindst 2 uger?
Situationen og spørgsmålet var det samme i hele verden, reaktionerne var dog meget
forskellige:
I Danmark var der hurtig udsolgt med kartofler og gær.
I Tyskland var der hurtig udsolgt med toiletpapir og pasta.
I Amerika var der udsolgt med våben og ammunition.
Og i Frankrig var der udsolgt med rødvin og kondomer.

Kærlige hilsner
og en rigtig god påske
Lisa